KUNSTFOREDRAG
REJSER
KUNSTHISTORIKER TINE KRAGH
Foredrag om kunst i kirken:
KUNSTEN I DE DANSKE KIRKER
Alt for få ved hvilke kunstskatte, der findes i de danske kirker og kan derfor ikke påskønne den smukke og righoldige kunst, vi har i dem. Kunsten i kirkerne fortjener på alle måder et større fokus end den får - både den ældre kunst men også den moderne. Kunsthistoriker Tine Kragh har specialiseret sig i netop det emne.
Dette foredrag vil bestå af en introduktion til kunst i kirken generelt - hvor vi vil se på både altertavler, andagtstavler og totaludsmykninger. Derefter vil vi opleve masser af forskellig og spændende kunst fra hele Danmark - med gode fotos. Vi vil opleve: Peter Brandes, Vejleå kirke, Svend Wiig Hansen, Kastrup kirke, Per Kirkeby, Gentofte kirke, John Kørner, Østerhåb kirke, Lin Utzon, Bagsværd kirke, Bertel Thorvaldsen, Vor Frue kirke, Arne Haugen Sørensen, Bregnet kirke, C. W. Eckersberg, Frederiksberg kirke samt mange flere.
Vi vil se på kunst helt tilbage til kalkmalerierne og frem til i dag - og nyde den unikke kunst i kirkerne og dens mangfoldighed.
Foredraget vil give alletiders mulighed for at opdage og belyse en del af vores kulturarv og kunst - som ikke alle er opmærksomme på forefindes i de danske kirker. Foredraget ledsages af et rigt billedmateriale.
Foredraget er for alle og jeg medbringer gerne projektor, det varer ca. 1 ½ - 2 timer med en kort pause.
Pris efter aftale. Kommer i hele landet.
KRISTUSBILLEDET GENNEM TIDEN
Vi vil I dette foredrag opleve en masse interessante billeder af forskellige Kristustyper gennem tiden, fra de tidlige frescomalerier i Rom, i katakomberne, med Kristus afbilledet som den unge hyrde, til de byzantinske mosaikbilleder af Kristus, den barokke Caravaggios næsten erotiske Kristus, til de mere moderne Kristusafbildninger af blandt andet Robert Jakobsen, Peter Brandes og kunstneren Maja Lisa Engelhardt, som vælger at afbillede Kristus uden ansigt.
Det bliver et varieret foredrag med et væld af skønne billeder ført gennem tusinde år.
I foredraget vil der også være et fokus på de danske guldaldermaleres Kristusbilleder, der afbilleder en helt speciel Kristus, der viser hvorledes samfundets udvikling kan påvirke Kristusbilledet.
Desuden vises Kristusbilleder af Niels Larsen Stevns, Michelangelo, Arne Haugen Sørensen, Thomas Kluge, Da Vinci, Lars Physant og mange flere.
Foredraget er for alle og jeg medbringer gerne projektor.
Foredraget varer ca. 1 ½ - 2 timer med en kort pause.
Pris efter aftale. Kommer i hele landet.
MODERNE KUNST I DE DANSKE KIRKER
Mange kirker i dag bliver fornyet med moderne kunst og spændende er det at se, at det er blevet populært at udsmykke kirker - og hvordan kirkerne er blevet modige til at skabe nye kirkeudsmykninger.
I dette foredrag vil vi se på en stor og varieret kunstskat i de danske kirker - belyse forskellige kunstneres valg, omkring deres måde at udsmykke kirken på, og studere kunstnernes mange varierede materialer og stilarter.
Vi vil se på kirker som Østerhåb Kirke med John Kørners store maleri af et cedertræ, Thomas Kluges barokke altertavle i Store Magleby, Christian Lemmerz marmoralter i Lyngby kirke. Desuden undersøge en del af Maja Lisa Engelhardt kirkekunst, altre og glasmalerier, Peter Brandes totaludsmykning af Vejleåkirke med glasmosaik og skulptur og Utzons arkitektoniske perle i Bagsværd og meget mere.
Kunstnere som Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby og Arne Haugen Sørensen har på mange måder banet vejen for de yngre kunstnere inden for kirkeudsmykning - dem skal vi selvfølgelig også studere.
Derudover vil mange flere kunstnere berøres, så som: Svend Wiig Hansen ”Kastrup kirke”, Sophia Kalkau, ”Grøndalskirken”, Dorte Dahlin ”Aalborg Kloster kirke”, Robert Jakobsen ”Hjerting kirke” og mange flere kunstnere og udsmykninger af kirker.
Foredraget vil blive ledsaget af et spændende og righoldigt fotomateriale.
Foredraget varer ca. 1 ½ - 2 timer med en kort pause.
Pris efter aftale. Kommer i hele landet.
FOREDRAG OM DANSK KIRKEKUNST OG GULDALDERMALERNES ALTERTAVLER
Alt for få ved hvilke skatte, der findes i de danske kirker og kan derfor ikke påskønne den smukke og righoldige kunst, vi har i dem. Kunsten i kirkerne fortjener på alle måder et større fokus end den får - både den ældre kunst men også den moderne.
Kunsthistoriker Tine Kragh har specialiseret sig netop i kirkens kunst og især guldaldermalernes skønne og interessante værker fra 1815 - 1850.
Oftest forbindes disse kunstnere med landskabs-, portræt- og genremalerier, men de skabte vidunderlige værker i mange danske kirker som fortjener at blive belyst.
I perioden blev der skabt mange altertavler, så sandsynligheden for at der forefindes en altertavle fra denne periode i en af jeres nærliggende kirker er stor.
Foredraget vil bestå af en introduktion til kunst i kirken generelt, derefter lidt om perioden ”guldalderen” og dem, der malede nogle af disse altertavler i tiden såsom: Eckersberg, J.L. Lund, Constantin Hansen, Albert Küchler m.fl. Vi vil se på disse kunstneres altertavler og have fokus på motiv, teknik, komposition og analyse.
Foredraget afsluttes med et fokus på de danske guldaldermaleres Kristusbilleder og hvorledes samfundets udvikling påvirker guldaldermalernes måde at afbilde Kristus på.
Det vil være alletiders mulighed for at opleve en del af vores kulturarv, der på nogen måder har været lidt glemt. Der vil fremvises et rigt og smukt billedmateriale fra kirker i hele Danmark.
Foredraget er for alle og jeg medbringer gerne projektor.
Foredraget varer ca. 1 ½ - 2 timer med en kort pause.
Pris efter aftale. Kommer i hele landet.